Gavekort gælder i fem år

Hvis der ligger et gavekort under juletræet i år, kan den glade modtager i princippet vente fem år med at bruge det. Men det kan alligevel være en god idé ikke at gemme gavekortet så længe.

En forbruger ventede halvandet år med at bruge sit gavekort - og i mellemtiden var butikken lukket. Forbrugeren krævede pengene udbetalt af den tidligere indehaver, som afviste kravet.

Derefter klagede forbrugeren til Forbrugerklagenævnet, som afgjorde, at den tidligere indehaver skulle betale beløbet på gavekortet plus renter.

Selvom forbrugeren havde retten på sin side, kan det være en god idé at bruge gavekortet lidt hurtigere, siger fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen, Susanne Bager.

- Moralen er, at det er en god idé at få gavekortet brugt inden alt for længe, da man ellers kan få problemer - selvom gavekortet gælder i mindst 5 år. I nogle situationer, for eksempel hvis forretningen lukker eller går konkurs, kan det blive svært at få noget for kortet. Så lad ikke gavekort ligge, men brug det snarest, siger hun.

Ingen kommentarer: