P3 Guld-talenter åbner årets Spot-festival

De musikalske legebørn fra When Saints Go Machine åbner torsdag Spot Festivalen i Århus med udvidet besætning.

Nej, det er ikke elektrorock. Det er nærmere noget med synthesizere. Forsangeren lyder lidt hen ad Antony fra Antony & the Johnsons. Og så alligevel ikke. De er sgu lidt svære at definere …«.

Omtrent sådan lød det, da redaktøren skulle placere When Saints Go Machine i det musikalske landskab. For hvad er det egentlig, de fire barndomsvenner fra Østerbro laver?

Elektropop, mener nogle. Soulet funk, synes andre. Selv kalder bandet deres musik for alternativ pop. Dansable tracks tilsat lige dele hitlistelyd til folket og nørderi til kenderne.

Stolt af egen lyd
»Folk har lige fra starten haft svært ved at placere os i en kasse. De kan ikke rigtig finde ud af, om de skal kalde os det ene eller det andet, men de kan høre, at det er os. Og det er vi stolte af. Det, som er vores lyd, er, at vi har lavet den«, forklarer trommeslager Silas Moldenhawer.

Det er mandag morgen, og han sidder i bandets studie helt oppe under tagstenene i Jorck Passage sammen med keyboardspilleren Jonas Kenton.

Det lillebitte musikværksted falder uden for i opgangen i det indre København, der ellers er beboet af revisorer.

Fri leg
Det uforudsigelige element har fra starten været kendetegnende for den københavnske kvartet, som mandag er klar med debutpladen, ’Ten Makes A Face’, og torsdag åbner årets Spot Festival i Århus.

Med afsæt i et hav af vidt forskellige genrer har Silas Moldenhawer og Jonas Kenton sammen med sanger Nikolaj Manuel Vonsild og synth-troldmand Simon Muschinsky leget sig frem til en lyd, som altså ikke er helt nem at definere.

Igennem processen har de haft et eneste dogme: at lave lettilgængelig popmusik, som samtidig formår at overleve mere end bare en enkelt hed sommer i lytternes hoveder.

Resten af tiden har der været dømt fri leg med lyde og musikalske genrer bag de bærbare computere.

Tigerbrøl frem for fuglelyd
»Vi har fire forskellige sæt ører og hver vores tilgang til musikken. Hvis vi skal starte fra nul, starter vi alle sammen forskelligt, og det er det clash, der gør det interessant«, mener Silas Moldenhawer og tilføjer, at den musikalske proces oftest starter med en lillebitte lyd og derefter udvikler sig på demokratisk vis.

»Måske har jeg fundet en fuglelyd, som jeg sender videre på mailen. Den næste klipper måske fuglelyden ud og erstatter den med nogle tigerbrøl, og sådan går det lidt på tur, indtil vi alle sammen synes, at det er interessant. Vi har sat os ned én gang og sagt »nu laver vi et punknummer«, men generelt prøver vi os bare frem. Vi er ikke et øvelokaleband«.

Fandt fælles passion
Selv om det blot er to år siden, at When Saints Go Machine lagde deres første to numre ud på MySpace, begynder bandets historie egentlig mange år forinden – dengang klassekammeraterne Silas Moldenhawer og Jonas Kenton nørklede med technolyde og remiks i fritidsklubben og hjemme på drengeværelserne.

De anede knap nok, hvad en synthesizer var, men de prøvede sig frem, sugede erfaringer til sig og fandt hurtigt en fælles passion i den elektroniske musik.

Som 15-årige fik de deres debut på P3 med et remiks af et Hotel Hunger-nummer, de havde lavet sammen med Simon Muschinsky, som Silas Moldenhawer kendte fra barndommens gade i Kartoffelrækkerne.

Remikset var en del af en konkurrence, hvor førstepræmien var en B-side på Hotel Hungers næste single, og selv om de tre teenageknægte slet ikke havde tjek på alt det tekniske, endte de på en andenplads og blev rost til skyerne af elektroduoen Filur, der sad med i dommerpanelet.

Da stolen fik fire ben
Det var lysten til at skabe regulær popmusik, der flere år efter remikskonkurrencen bragte de tre sammen med Nikolaj Manuel Vonsild.

Som barn havde han år efter år skudt nytårsfyrværkeri af og været på jagt efter påskeæg sammen med Simon Muschinsky, fordi deres forældre var gode venner.

Og så var han indehaver af en falset så særegen, at den blæste Silas Moldenhawer og Jonas Kenton omkuld.

De to havde i noget tid lavet housemusik af den allersmalleste slags og havde nu lyst til at lave noget, der kunne ramme en bredere målgruppe.

Musikalsk symbiose
Nikolaj Manuel Vonsild virkede som den rette frontmand. Heldigvis var han enig. »Lad os give den her stol fire ben«, sagde han, og så var When Saints Go Machine en realitet.

»Allerede da vi havde lavet de to første numre, vidste vi, at det her var det helt rigtige«, husker Jonas Kenton, der også mener, at det har været sundt at udvide den musikalske symbiose med Simon Muschinsky og Nikolaj Manuel Vonsild.

»Silas og jeg er jo som et gammelt ægtepar, der hele tiden går og hakker lidt på hinanden. Vi kender hinanden ind og ud både personligt og musikalsk, så det har været godt at få Simon og Nikolaj med. Nu kan vi overraske hinanden lidt mere«.

Sin egen stolthed
Til trods for at When Saints Go Machine består af fire medlemmer, der elsker at sidde og pusle med lyde og stemninger på computerne, har gruppen været hurtig til at dele de første fælles musikalske frø med omverdenen.

For når målet er at lave popmusik til folket, er det vigtigt at komme ud af busken.

»Når man har lavet noget, man selv synes, er godt, er det ens ansvar, at så mange mennesker som muligt kan forstå det. Vores plan har aldrig været bare at lave musik for en lille skare og for os selv«, fortæller Silas Moldenhawer og tilføjer, at bandet absolut intet har imod, hvis et af deres numre ender i en supermarkedsreklame.

»Musikken har sin egen stolthed, så vi er ligeglad med, hvem der hører det«. Drømmen om at nå ud til masserne er faktisk allerede gået i opfyldelse for When Saints Go Machine.

Hædret med talentpris
To numre på MySpace var alt, hvad der skulle til, før branchens overhunde stod på bagbenene for bandet, der snart spillede på Roskilde Festival, fik pladekontrakt og blev hædret med P3’s talentpris.

På torsdag går turen så til Århus, hvor bandet har fået det prestigefyldte lod at åbne årets Spot Festival.

Og typisk for et band, som hverken kan eller vil sættes i bås, bliver den alternative pop i dagens anledning viklet ind i klassiske strygere.

Noget, som Jonas Kenton mener passer godt til When Saints Go Machines stemningsfyldte univers.

»Der er altså bare noget følelsesbetonet over strygere. Ligegyldigt hvad man siger, så græder folk altid, når man stryger en stryger«.