Vellykket dokumentarfilm om det unge provins-rockband Dúné.
Både historien om den svære overgang fra barndommens tryghed til voksenlivets turbulens og beretningen om at være et rockband på turne med prøvelser af kammeratskab og kreativitet er set mange gange før.
Men slår man de to udviklingshistorier sammen, skabes noget nyt, særligt og seværdigt.
To år med knald på
Dokumentaren ’Stages’ om septetten Dúné fra Skive er netop en sådan historie om syv teenagere, der gennem to ekstremt begivenhedsrige år forfølger deres barndomsdrøm ind i voksenlivet for både at møde ekstrem medgang og masser af – mentale – forhindringer.
Filmen af den debuterende Uffe Truust lægger sig ikke bare fornemt ind i rækken af de seneste års mange dokumentarer om danske rocknavne som Gasolin’, D-A-D, Sort Sol, Nik & Jay og Kashmir, men forfølger sin egen vinkel med stor konsekvens i det klippearbejde, der må have været intet mindre end kolossalt.
En imponerende og klarsynet indsats af det unge hold foran og bag kameraet.
Ægte og ærlig
Når ’Stages’ er endt med at blive en både betagende og sine steder rørende film, er forklaringen den ægthed og ærlighed, medlemmerne af Dúné skånselløst udsætter sig selv, hinanden og deres omgivelser for.
Vi møder barndomsvennerne, mens mange af dem er ved at gøre deres studentereksamen færdig hjemme i Skive, samtidig med at Dúné med lynets hast får succes, vinder priser og får kolossal opmærksomhed.
Så snart de tre dages obligatoriske fest med studiekammeraterne er overstået, rasler det unge sammenhold mod Tyskland med studenterhuen trukket ned for de lukkede øjne for at spille koncert med kolossale tømmermænd.
Kameraet med hele vejen
Uffe Truust har valgt at lade musikken danne bagtæppe for sin udviklingshistorie, og det er klogt.
Derved bliver det universelt, når synthesizer-spilleren Ole en aften på turne fortæller om sine forældres dramatiske skilsmisse og faderens selvmordsforsøg. »Se hvad de fik – en fucking 19-årig søn, grædende på gaden i München«, snøfter han.
Da Uffe Truust spørger, om han ikke skal slukke for kameraet, svarer Ole: »Nej, jeg har brug for at se det her bagefter«.
Det er ganske stærke sager fra en generation, der er vokset op med reality-tv som terapi.
Sine steder minder bekendelserne og bagtalelserne i ’Stages’ om en sammensmeltning af Paradise Hotel og Big Brother med den afgørende forskel, at det her er ægte.
Stærkere end D-A-D og Gasolin'
De unge musikere i Dúné behøver ikke et realityshow for at være nogen, blive til noget eller etablere en talerstol. Men dette er deres reality, en virkelighed, hvor der lægges meget få fingre imellem.
På den måde bliver ’Stages’ en langt mere ærlig film end det, de langt ældre kolleger i D-A-D og Sort Sol præsterede i dokumentarfilm så fuld af hentydninger og forblommede vendinger, at ingen bliver klogere. Sandheden har det med at være konkret, og Dúné frygter den ikke.
Derfor er der blevet en rigtig god film ud af at følge et band, der helt bogstaveligt træder så hurtigt ud af barneskoene, at et af medlemmerne ligefrem tilbyder sin far, de sko han har fået »i spons, altså gratis«. Faderen vil gerne have skoene.
Han kan roligt tage imod dem og endda betale for dem. For ungerne i Dúné er så ærlige, at man gerne køber selv en gammel, brugt rockdrøm af dem.
Både historien om den svære overgang fra barndommens tryghed til voksenlivets turbulens og beretningen om at være et rockband på turne med prøvelser af kammeratskab og kreativitet er set mange gange før.
Men slår man de to udviklingshistorier sammen, skabes noget nyt, særligt og seværdigt.
To år med knald på
Dokumentaren ’Stages’ om septetten Dúné fra Skive er netop en sådan historie om syv teenagere, der gennem to ekstremt begivenhedsrige år forfølger deres barndomsdrøm ind i voksenlivet for både at møde ekstrem medgang og masser af – mentale – forhindringer.
Filmen af den debuterende Uffe Truust lægger sig ikke bare fornemt ind i rækken af de seneste års mange dokumentarer om danske rocknavne som Gasolin’, D-A-D, Sort Sol, Nik & Jay og Kashmir, men forfølger sin egen vinkel med stor konsekvens i det klippearbejde, der må have været intet mindre end kolossalt.
En imponerende og klarsynet indsats af det unge hold foran og bag kameraet.
Ægte og ærlig
Når ’Stages’ er endt med at blive en både betagende og sine steder rørende film, er forklaringen den ægthed og ærlighed, medlemmerne af Dúné skånselløst udsætter sig selv, hinanden og deres omgivelser for.
Vi møder barndomsvennerne, mens mange af dem er ved at gøre deres studentereksamen færdig hjemme i Skive, samtidig med at Dúné med lynets hast får succes, vinder priser og får kolossal opmærksomhed.
Så snart de tre dages obligatoriske fest med studiekammeraterne er overstået, rasler det unge sammenhold mod Tyskland med studenterhuen trukket ned for de lukkede øjne for at spille koncert med kolossale tømmermænd.
Kameraet med hele vejen
Uffe Truust har valgt at lade musikken danne bagtæppe for sin udviklingshistorie, og det er klogt.
Derved bliver det universelt, når synthesizer-spilleren Ole en aften på turne fortæller om sine forældres dramatiske skilsmisse og faderens selvmordsforsøg. »Se hvad de fik – en fucking 19-årig søn, grædende på gaden i München«, snøfter han.
Da Uffe Truust spørger, om han ikke skal slukke for kameraet, svarer Ole: »Nej, jeg har brug for at se det her bagefter«.
Det er ganske stærke sager fra en generation, der er vokset op med reality-tv som terapi.
Sine steder minder bekendelserne og bagtalelserne i ’Stages’ om en sammensmeltning af Paradise Hotel og Big Brother med den afgørende forskel, at det her er ægte.
Stærkere end D-A-D og Gasolin'
De unge musikere i Dúné behøver ikke et realityshow for at være nogen, blive til noget eller etablere en talerstol. Men dette er deres reality, en virkelighed, hvor der lægges meget få fingre imellem.
På den måde bliver ’Stages’ en langt mere ærlig film end det, de langt ældre kolleger i D-A-D og Sort Sol præsterede i dokumentarfilm så fuld af hentydninger og forblommede vendinger, at ingen bliver klogere. Sandheden har det med at være konkret, og Dúné frygter den ikke.
Derfor er der blevet en rigtig god film ud af at følge et band, der helt bogstaveligt træder så hurtigt ud af barneskoene, at et af medlemmerne ligefrem tilbyder sin far, de sko han har fået »i spons, altså gratis«. Faderen vil gerne have skoene.
Han kan roligt tage imod dem og endda betale for dem. For ungerne i Dúné er så ærlige, at man gerne køber selv en gammel, brugt rockdrøm af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar