For ottende år i træk er torsdag 'Spil Dansk Dag' over hele landet, og dansk musik har god grund til at fejre sig selv. Hverken P2, P3 eller P4 sender udenlandske toner ud i æteren.
Vil du at synge med på Madonna, Robbie Williams eller George Michael her til morgen, kræver det lidt ekstra tuning på clock-radioen. Det er nemlig den årlige »Spil Dansk Dag« i dag, og det betyder, at hverken Danmarks Radios P2, P3 eller P4 sender udenlandske toner ud i æteren.
»Dansk musik har virkelig høj kvalitet, så der er god grund til, at vi i hvert fald én gang om året spiller så meget dansk musik som muligt,« siger Birgitte Henriksen, som er pressechef hos foreningen KODA, der repræsenterer kunstnernes rettigheder her i Danmark.
Foreningen tog initiativ til Spil Dansk Dag for otte år siden, og siden da er arrangementet vokset støt, så der I dag er i alt 847 koncerter og fælllessang-arrangementer på programmet.
»I dag er det især spillestederne, som har gjort en stor indsats på Spil Dansk Dagen. Vi har flere koncerter til arrangementet end nogensinde før,« siger Birgitte Henriksen.
Dansk Musik har alt mulig grund til at fejre sig selv. I 2007 var 47 procent af den musik, som blev solgt i Danmark, af dansk oprindelse. Det er en stigning på 30 procent i forhold til 2000. Antallet af koncerter med danske kunstnere er samtidig fordoblet inden for samme årrække, viser opgørelser fra KODA. Successen har flere årsager, forklarer Birgitte Henriksen.
»Det er blevet lettere at lave dansk musik. I dag behøver man ikke den store forkromede pladekontrakt, når man kan sidde derhjemme at lave sin musik og distribuere den på nettet. Derudover er danskernes musiksmag blevet meget mere varieret. Det ser vi, når vi opkræver penge fra blandt andet radiostationer, som bliver fordelt til en langt bredere del af danske kunstnere end før i tiden. Danskerne har en meget bredere musiksmag end for 20 år siden,« siger hun

Ingen kommentarer:
Send en kommentar